Af Benjamin Damon
For 24 år siden pegede Coodie Simmons for første gang sit kamera mod den blot 17-årige Kanye West. En ung, ivrig og ekstremt selvsikker mand fra Chicago, der havde en drøm om at blive en stor musikproducer. Den drøm gik hurtigt i opfyldelse – blot få år senere havde Kanye produceret en stor del af Jay-Zs klassiker, The Blueprint, og var blevet et af de hotteste navne i branchen.
Men hvis der er noget, der har defineret Kanye West som kunstner, er det, at han altid vil mere. Bryde grænser, eksperimentere, være en pioner. Da han fortalte industrien tilbage i 2002-2003, at han ikke bare ville producere men også rappe, var der ikke nogen, der for alvor tog ham seriøst. Fast forward til i dag, og manden har defineret hiphop med det ene album efter det andet.
jeen-yuhs er først og fremmest et testamente til de første år af Kanyes karriere, hvor han arbejdede på at udgive sit debutalbum, The College Dropout. Coodie er med i musikstudiet, han er med hjemme hos Kanyes mor, Donda, han er med, da Kanye har været ude for den bilulykke, der sidenhen førte til den ikoniske Through The Wire. For fans er det en ren fryd at få adgang til så mange optagelser, man aldrig før har set. For alle andre er det nok svært at følge med i.
Af personlige årsager glider Coodie og Kanye fra hinanden i takt med at sidstnævnte bliver international megastjerne, og der er derfor stort set ingen optagelser fra 2007-2014. Det er en skam, for det er måske Kanyes mest definerende periode, hvor de tre albums 808’s and Heartbreak, My Beautiful Dark Twisted Fantasy og Yeezus på hver deres måde rystede og revolutionerede hiphopverdenen.
De to finder så småt tilbage til hinanden i nyere tid, og der er masser af utroligt interessant materiale fra især tiden omkring Kid Cudi-samarbejdet Kids See Ghosts. Klippene maler et portræt af en kunstner, som konstant er i bevægelse, konstant har nye projekter i gang; og som følge af netop dette også har svært ved at finde ro.
jeen-yuhs er ikke som sådan nyskabende, men det er alligevel et imponerende værk, som især brillerer ved dets omfang. At Coodie Simmons først nu, 24 år efter han begyndte at optage Kanye West, udgiver den her dokumentar er et vidne om en rørende perfektionistisk tilgang, som nok mest af alt bunder i en dyb gensidig respekt og et gammelt venskab, der ønskes at blive æret på bedst mulig vis. Det er dog alligevel en skam, at instruktøren lader sig tilfredsstille med amatøragtige valg i klipperummet.
En ofte intetsigende voice-over, som har en ekstremt påtaget Morgan Freeman-inspireret klang, agerer den røde tråd, der forsøger at binde den gigantiske mængde råmateriale sammen, men det bliver overfladisk og repetitivt, når Simmons konstant refererer tilbage til ”the good old days” og til, hvor langt de hver især er kommet siden dengang. Ydermere insisterer han på at blande optagelser fra sit eget liv ind i filmen, hvilket på ingen måde gavner narrativet. Man forstår godt, at det også har været en personlig rejse for ham, men det er nu engang en film om en af nyere tids største musikere – så må man altså gemme sine hjemmeoptagelser til en familiekomsammen i stedet.
Tilbage står man med et overvældende portræt af kunstneren, modeikonet, kendissen, provokatøren, præsidentkandidaten og personen, Kanye West. Det er langt fra fejlfrit, men måske er det fint sådan. Vi har fået mere end nogensinde før.
Kommentarer